Da jeg var helt lille, husker jeg at have oplevet en ubeskrivelig smag og en lyd, som musik;
jeg husker også meget svagt at jeg blev trukket væk fra denne oplevelse igen og igen
af allehånde tildragelser: mine forældre og ting omkring mig. Langsomt kom jeg helt bort fra det
og glemte alt om det og at jeg overhovedet havde oplevet det. Når jeg nu skriver,
at jeg husker at have oplevet det, er det fordi jeg i 1973 fik anvist metoden til at komme i kontakt med det igen…
og det var ægte gensynsglæde der overvældede mig; ligesom: ”er det virkelig hér endnu ?”.
  I dag ved jeg også at vi alle har det i os !

Allerførste gang jeg, i min voksenalder, fik et hint om at noget skete, dette angående, var på et kollegium i 1971.
En bekendt til mig sagde at han havde talt med nogle mennesker som havde oplevet noget helt usædvanligt,
som en ung inder, med stjerner i øjnene, havde vist dem.

Et års tid efter kom min kollegienabo ind og fortalte at han havde læst noget i Politikens kronik
angående ’Ordet’; jeg havde vist min undren over at ”et ord” havde startet alting,
som det står at læse i Johannes-evangeliets indledning.
 Artiklen i kronikken omhandlede imidlertid Ordet som noget konkret… det er mig ikke tilladt
at gengive kronikken i hele sin ordlyd hér, men kontakt dagbladet Politikens redaktion
og spørg om en udskrift af søndagspolitikkens kronik fra d. 25 august 1972 med titlen
”Guru Maharaj Ji” af Ole Grünbaum.

Jeg læste artiklen, men fandt ikke besvarelsen heri på mine spørgsmål omkring
Johannes-evangeliets, næsten kryptiske indledning.

I efteråret 1972 tog jeg til en højskole, hvor jeg opholdt mig til foråret 1973.
I de sidste måneder af opholdet havde vi temauge med valgfrit emne og jeg var i en gruppe
som havde valgt temaet Nyreligiøse bevægelser. Det var mig nærliggende at vende tilbage
til kronikartiklen og belyse temaet fra den side. Det gjorde jeg, og så skete der ikke mere ved dét.

Da jeg, i foråret 1973, var på vej til Rundetårn for at koble fra, hvilket jeg nu engang havde oplevet
kunne lade sig gøre på udsigtsplatformen med en god pibe tobak, kom en pige hen imod mig
og rakte med et smil en lille løbeseddel. Jeg havde hele vejen fra Rådhuspladsen nedad Strøget
sagt nejtak til alle slags tilbud, lige fra Jesus til Ron Hubbardt og jeg véd ikke
hvorfor jeg ikke sagde nejtak til denne løbeseddel som jeg fik ved Storkespringvandet lige før
jeg skulle dreje til venstre nedad Købmagergade; men jeg lagde den altså i lommen og gik til Rundetårn.
 Da jeg var stresset af læste jeg løbesedlen og konstaterede at der var møde tæt ved
Rundetårn meget snart.

Og for at gøre en meget lang historie kort, endte jeg op til dette møde og besluttede mig for at få oplyst, hvad det var de talte om.