Episoder 2

Engang, for otte til ni år siden, var jeg oppe hos nogle venner, der stod og skulle til at flytte ind i en gård og starte et kollektiv. Det var oppe i skovens dybe stille ro, ved Duemose i Gribskov. Vi skulle overnatte der. Jeg fik en luftpudemadras og jeg kan bare huske at jeg lå på maven og hørte de andre slumre og snorke. Udenfor var helt stille. Langt væk fra, lød den velkendte lyd af en flyvemaskine; en svag, dyb brummen. Lyden antog efterhånden en mere og mere harmonisk karakter. Det lød som en overnaturlig stor harpe, slåen an af selve naturen. Forundringen var der bare; jeg reagerede ikke på nogen måde, lå bare med lukkede øjne, på maven og søgte at falde i søvn. Pludselig var alt, midt i harpespillet, lys og kun lys; min kropsfølelse og mine tanker eksisterede ikke - ja: jeg var lys. Milde strømme af overnaturlig frisk luft bølgede igennem og nåede mig, ligesom om jeg kom "tilbage" og fandt mig, liggende på en strand ved sommertid, med bagende sol og så bare dette pust af vidunderlig frisk havluft. Hvor længe seancen varede véd jeg ikke. Den måde, på hvilken det hele igen tonede ud er ganske enkelt umulig at beskrive. Jeg kan sige: "ligesom det kom over mig forsvandt det". Men da det igen var væk var der ikke den ringeste lyd tilbage af forbipasseret flyvemaskine.

Engang, jeg tror omkring 1977, havde jeg været oppe hos en ven, som dengang boede på Vesterbrogade, og klokken var så mange, da jeg gik, at det var tvivlsomt om jeg kunne nå det sidste tog. Jeg gik ad vejen, fra Vesterbrogade, ned langs Carlsberg og ved Enghave Park drejede jeg ned mod Enghave station. Jeg følte mig helt forladt og værdiløs, som jeg gik ned ad denne gade, med parkanlægget på højre hånd og en let regn, kolde gadelygter og ikke et øje at se i vid afstand. Langsomt tonede lyden af klaverspil, ligesom Chopin, så langmodigt og trøstende ind i min bevidsthed. Jeg standsede og kiggede op, for at rekognisere hvorfra lyden kom; og ligesom den langsomt tonede ind tonede den, herved, ud. Jeg husker blot at jeg stod og kiggede op mod de øverste vinduer i den boligblok der var på min venstre hånd, og - nåh nej, på dette sene tidspunkt spillede vel ingen klaver...

Engang, cirka 1974, sad jeg på Lyngby station. Jeg havde besluttet mig for, for første gang efter et halvt års pause, at tage til Skindergade, til satsangmøde. Jeg ventede på toget til København. Det var vinter og jeg skuttede mig i kulden. Pludselig gennemstrømmedes jeg af en uendeligt sød smag, der sivede varmende ud til alle dele af min krop; Nektaren, selvfølgelig - og uden at jeg anvendte pågældende meditationsteknik.