Jeg sidder foran en Pc og tænker på hvad der ville ske hvis strømmen pludselig blev afbrudt...
Kun det grå efterårslys ville trænge gennem ruden og oplyse den mørklagte PC.
Jeg tror min reaktion ville være den, at jeg prøvede at opklare hvad strømafbrydelsen skyldtes; en intern eller en ekstern afbrydelse ?
Min chance for at genoprette strømforbindelsen ? Og hvis ikke: Ud at spørge og opsøge kontakt til den instans som har kapacitet til dette.
En ting er ganske indlysende: Pc'en er ude af funktion...
Kunne dette virkelig ske ? Kunne det virkelig hænde, at livlinen blev brudt og alt det møje og besvær ingen nytte var til...
Dette tekniske vidunder som vore forfædre måske ikke havde den ringeste mulighed for at forestille sig ?
- Leonardo da Vinci: "Sæt lige stikket til knægt"
- Læredrengen: "Sæt til... Hvor Mester ?" (reklame for en barbermaskine)
Og hvad er så dette tekniske vidunder bevendt til nu ? Så strømlinet, så fint tilpasset, nyeste processor, nyeste skærm og idetheletaget det nyeste nye.
Død ! Mørk ! Værdiløs !
Hvor er det gamle hakkebræt ? Åh... foræret væk til en gammel bekendt, en skolelærer som havde det sådan med skrivemaskiner at man skulle kunne mærke når en tangent blev hamret ned og bogstavet prentet ind på papiret; Og her har man lært blindskrift og er blevet rimeligt fortrolig med dansk retskrivning - hvad nytter det, nu ?
De første mange linier kan man skrive hæderligt og læseligt med fyldepennen... nå nej: blækket er for længst tørret ind, men kuglepennen ! Langt hen ad vejen vil selv en udlænding kunne tyde bogstaverne, ikke nødvendigvis ordene, men som siden bliver fyldt ud synes symmetrien brudt. Det første A på første linie ligner ikke det første A på næstnederste linie...
Og værre endnu: man skal virkelig holde øje med at man skriver de ord man havde tænkt sig rigtigt, for skulle der midt på siden have sneget sig et "k" ind i "rigtigt" skal hele siden skrives om; KLADDE ! Kladde med blyant først... selvfølgelig.
Forfra. Helt om igen !
Pludselig, pludselig efter at have kæmpet under stearinlysets skær, sker det vidunderlige: summmm, klikklak dikkedik til lyset fra lamperne som næsten blændede en da de i et nu lyste op, starter vidunderet !
JEG KAN SE ! Jeg kan skrive ! Igen, Åhhh himmelske strøm ! Du rene energi !
Hvad skulle jeg dog gøre uden dig ?
Ren fantasi, for naturligvis ville man da have et nødstrømsanlæg i tilfælde af strømsvigt og ekstra brændstof til dette i tilfælde af oliekrise, ikke-sandt ?
Brændstof ?
Brandfare ! Brandslukningsudstyr, røgalarm....
"Alt hvad der kan gå galt, vil gå galt" (Murphy's forholdsregel)
Og når man kommer ned til nødstrømsanlægget, hvis strømmen altså skulle svigte, skal man nødigt famle sig frem i mørke, så: ekstra lyskilder, lommelampe, stearinlys og tændstikker samt ekstrabatterier, også til røgalarmen hvis batterierne i denne skulle blive opbrugt...
Og så er listen over nødvendige remedier endda først lige begyndt !
Hele denne tankeproces er meget normal for alle, civiliserede, mennesker; erfaringen dikterer proceduren. I hvilket hjem er der ikke, i dagens Danmark, et køleskab ? Og når der er strømafbrydelse kæmper folk så ikke hårdt for at få strømmen genetableret ?
Fordærvet mad... Nej tak !
Famle rundt i mørke ?
Husk at have lommelygter og stearinlys !
Og ikke kun i hjemmet. Virker startmotoren i en bil ej, så er det rart at have startkabler samt venlige medbilister.
VI HAR GJORT OS AFHÆNGIGE AF ELEKTRICITET...
Leksikon: "Elektricitet; fællesbetegnelse for fænomener, der er knyttet til eksistensen af elektrisk ladning; i daglig tale bl.a. om elektrisk energi, elektrisk strøm, elektrisk ladning og elektrisk feltstyrke. Opdagelsen af elektricitet går tilbage til oldtiden: Hvis man gnider på rav (græsk elektron) med fx et skind, bliver det elektrisk ladet og kan tiltrække små genstande."
At dykke ned i en dybere forståelse af fænomenet, i en tid hvor det overalt i den civiliserede verden regnes som en selvfølge, er som at filosofere over begrebet ild. Hvem har ikke siddet og funderet over en flamme, dens opførsel og dens art; søgende opad i en næsten flydende strøm, reagerende på den mindste luftforandring idet den skifter farve fra gul over i hvid til blå, næsten rød inderst inde. Lige så romantisk en egenskab den er forbundet med, lige så farlig, hvis man mister kontrollen over den.
Og det samme med elektricitet: dødbringende ved en vis strømstyrke.
Usynlig energi. Lidt lige som med et frø. Vi kan holde det i hånden og prøve at forestille os hvordan det kan blive til et stort tonstungt træ, men bliver det sået, må vi pænt vente adskillige år før vi ser hvad der gemte sig i det.
Tiden...
Jordens bevægelse omkring Solen; forår, sommer, efterår og vinter - således vedtaget fra gammel tid. Denne institution som er et resultat af bevægelse; iagttaget og opmålt. Så og så mange døgnperioder på et omløb; reguleret så det passer til hele, let tilgængelige enhedsstørrelser: sekunder, minutter, timer, døgn, uger, måneder og år.
Energien sat i system !
Hvad er klokken ? Et spørgsmål som vi altid kun ville kunne besvare tilnærmelsesvist, idet der er gået et vist stykke tid siden spørgsmålet blev stillet til det var endeligt besvaret; og således en anelse forkert besvaret idet klokkeslættet nu er et andet...
Og hvad sker der hvis man vil standse strømmen i den buldrende fos ? Den søger op over forhindringen, udenom eller bryder med tiden ganske enkelt igennem.
Et billede som jeg tit hørte fremsat da jeg var ung: "Den lille sarte plantespire som bryder op gennem den kolde grå beton".
Igennem de sidste mange hundreder af år har vi haft en tendens til at gøre tingene mindre og mindre; da jeg var lille var f.eks. et fjernsyn et monstrum af ufattelige dimensioner: et møbel med en lille rund, radaragtig, skærm hvori billederne kom til syne i glimt ligesom om det sneede og lynede. Ligeledes med de andre, elektrisk drevne, vidundere; radioen, grammofonen osv. I dag véd vi jo at en radio, et fjernsyn og en musikafspiller kan være samlet i en trådløs telefon... som også har det med at blive mindre og mindre !
Og - er insekterne måske længere forud i udviklingen end vi ? Bittesmå, udstyret med det mest nødvendige til at klare det, i vores øjne, meget korte liv som disse har...
Men - har de måske ikke et "helt" liv ?
Myrers adfærd, filmet i såkaldt slow motion: DE KOMMUNIKERER ! Det splitsekund, hvor de standser op og "hilser på hinanden": set i slow motion udveksler de meddelelser. Hvordan mon de opfatter et sekund ?
Og med udsigten til overbefolkning ville det måske være således at vi blev nødt til at blive mindre...
Nå, nu løber fantasien nok af med mig, men jeg har dog en anelse af, at dinosaurerne i deres enorme størrelse må have følt sig presset.
Der skal mere energi til at drive en bil, end der skal energi til at drive en cykel...
Jamen hov !
Kan man stille sådan en sammenligning op ?
På en måde ja; fordi: kan man ikke stå overfor et maleri, på den ene side, og en termokande, på den anden side, og udtrykke større ønske om termokanden end maleriet ?
Jeg tror at den beslutning, som på dette tidspunkt vrager maleriet afhænger af tilfældigheder, således at havde tidspunktet været et andet ville termokanden være blevet vraget. Så ja: man kan faktisk godt udtrykke at forskellige emner tiltaler eller frastøder én, såsom at Picasso-maleriet er skønnere end Bartok-kompositionen.
Det er et spørgsmål om tiden, i hvilken valget tages.
Tidsånden.
Og: hvis elektriciteten afbrydes, hvis det lykkes at standse den buldrende fos, hvis det lykkes at sætte sig op imod skæbnen; er det så det ? Velgjort skæbne, tilbage til naturen....
Ændre tidens retning, få den til at vende om. Gå fortiden i møde, opleve dét som er hændt.
Illusion.
Se en film i biografen, tro på at dét er virkeligheden og alt hvad der er udenfor er blændværk; drømme sig ind i den bekymringsløse æventyrverden deroppe på det store uudgrundelige lærred, drømme sig væk fra skæbnen...
Nægte at tro på - hvad ?
- mennesket som faldt i søvn og drømte at være en sommerfugl; vågnede op i dyb tvivl : er jeg en sommerfugl som drømmer at være et menneske, eller er jeg et menneske som lige har drømt at være sommerfugl ? Den historie kender nok de fleste....... ( ? )
Virkeligheden.
Det eneste som er nu. Alt andet kommer og går, og forstanden kan ikke fatte dette ene altomfattende nu.
Og det er godt. Fordi: dét skal opleves. Det skal ikke fanges, kategoriseres, forstås. Alt andet end dette er for længst blevet målt og vejet... dvs. ikke alt, men så meget som vi nu er nået til nu; jeg tror vi kan blive ved med at finde nye dele af tilværelsen til udmåling og vejning.
Kan nuet defineres ?
Hvad omfatter det: et sekund eller evigheden ? Jeg har ofte talt med andre om dette at gå en lang vej og hvor lang tiden føles, om at tilbagelægge dette vejstykke, i forhold til, hvis vi følges ad og "taler om vind og vejr" og tiden derved føles kortere.
Måske er det fordi opmærksomheden tages væk fra den reale oplevelse af at gå, når man taler med hinanden; at denne abstrakte parallelvirkelighed, som tankeflugten udtrykt i konversation er, har sin helt egen tid...
Engang var der en ældre herre som sagde at jeg skulle prøve at lukke øjnene og først åbne dem igen når han sagde til. Da jeg igen måtte åbne øjnene spurgte han om hvor lang tid jeg mente at have haft øjnene lukket og blev forbavset over at de to minutter han havde afmålt føltes som en så lang tid. To minutter er jo ingen tid når man har travlt. Jeg kan naturligvis ikke give en definition på forholdet...
endnu.
Håbet.
At alt det som piner os så meget, en dag må finde sin opløsning.
At den sorgløse glæde, vi følte i forundring da vi var små måtte vare ved. Velvidende at forstanden fortæller os en helt, helt anden historie; nemlig at tiden går og at dersom vi kun har dette ene liv så er der ikke tid til pjat !
Sådan...
Eller hvad ?
Har vi ikke, i den civiliserede verden, arbejdet os mere og mere ud af byrderne: ladet maskiner overtage det tunge og skadelige slid samt ladet computere overtage alt det besværlige hovedbrud - og til hvad nytte ? For at forstanden skal fortælle os at vi skal fortsætte i den gamle skure; at "du er din egen lykkes smed" eller omvendt: "Een skal gøre hvad der bliver sagt".
På en måde, tror jeg, er der ingen grænser for menneskets evne og drift til udvikling og dygtiggørelse.
Men også skrækscenariet: at alle disse hjælpemidler bliver betingelsen for vort vel.
(Ego, efteråret 2005)
